29-09-2024  Kære alle
Så kan vi endelig vende tilbage med nyt i vores fælles bestræbelser på at få vores købmandsbutik i byen – og det er gode nyheder.
Vi forventer at kunne underskrive købsaftale i løbet af næste uge og kort herefter kan vi gå i gang med at gøre ejendommen klar til dét det hele handler om.
I den forbindelse har vi lavet det man kalder en kapitalforhøjelse. Oversat til dansk betyder det at en del af de penge som I har købt anparter for og som indtil nu har stået på advokatens klientkonto er ført ind i det anpartsselskab der er er stiftet, sådan at selskabet, nu kan betale købesummen for ejendommen.
Der vil muligvis være nogle enkelte som får en meddelelse fra Erhvervs- og selskabsstyrelsen. Dette brev kan I se bort fra, da det blot er udtryk for en midlertidig status, uden reel betydning og som ændres når vi får lavet den endelige kapitalforhøjelse. Ja, der en del teknik i det her, men vi har heldigvis en advokat som fører os sikkert i mål.
Hvad så nu?
Vi mangler stadig at få lavet en del hvidvaskerklæringer – det har vist sig lidt sværere at gennemføre end først antaget og der arbejdes stadig på at få løst denne problemstilling. Vi er opmærksomme på at nogle få ikke har fået besked om at lave denne erklæring endnu. Vi kan ikke bruge de penge der er indbetalt før disse erklæringer er lavet korrekt og vi kan bare gentage at det simpelt hen er lovgivningen der kræver at vi skal gøre det på denne måde. Der er brug for at vi nu hjælper hinanden med det her og selve øvelsen tager under et minut at gennemføre.
Så spørg gerne naboen om der er brug for hjælp. Helle Oldefar og Niels Krogh har blandt andet tilbudt deres hjælp. Tusinde tak for det!
Lige om lidt når vi får nøglen til ejendommen, skal vi selvfølgelig gang med at gøre den klar indvendigt og udvendigt. Der er håndværkere klar i kulissen og det er ved at være tid til at alle jer der har tilkendegivet at I også giver en hånd med, kan finde arbejdshandskerne frem ��. Så snart vi har en endelig plan klar for den del af projektet melder vi ud igen.
Det har været et langt sejt træk og krævet en masse timer at nå hertil. Derfor er det også dejligt at vi nu for alvor helt konkret kan se at vi er tæt på målet.
Hav en dejlig aften.
De bedste hilsner.
Bestyrelsen